Vis det fulde website

MedWatch

Analytiker før regnskab: Lundbeck har kurs mod øvre ende af prognosen

Der kommer næppe nogle overraskelser i onsdagens regnskab for Lundbeck, vurderer analytiker Michael Friis Jørgensen, som istedet forventer, at regnskabet vil afspejle, at virksomheden styrer stabilt mod at nå dets egen målsætning.

Foto: Thomas Borberg

Når Lundbeck kommer med regnskab for andet kvartal onsdag morgen, vil det formentlig afspejle, at selskabet er ganske godt på vej til at indfri egne forventninger til 2019.

Salget af nøgleprodukterne, Brintellix/Trintellix, Abilify Maintena, Northera og Rexulti, ventes i hvert fald at fortsætte med at levere ganske pæne tocifrede vækstrater. Estimater indsamlet af Lundbeck selv viser, at analytikere forudser en samlet salgsvækst for de fire produkter på næsten 23 pct. til 2177 mio. kr.

"Receptdata fra USA ser ok stabile ud. Det viser markedets estimater også, og jeg har svært ved at se, hvor i regnskabet Lundbeck skal overraske, i forhold til det billede vi kan spore os ind på," siger analysechef i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Han venter umiddelbart ikke større afvigelser sammenlignet med estimaterne og regner også med, at Lundbeck fastholder 2019-forventningerne om en omsætning på 16,3-16,7 mia. kr. og et driftsresultat på 4,2-4,6 mia. kr.

Mulighed for oppræcisering

I Sydbank er analytiker Søren Løntoft Hansen lidt mere optimistisk. Han regner med, at Lundbeck præciserer forventningerne i den øvre ende af intervallerne.

Konsensus blandt analytikerne er en omsætning på lige under 16,7 mia. kr. i år og ligger dermed helt i toppen af Lundbecks prognose. Driftsresultatet venter analytikerne vil lande i underkanten af 4,4 mia. kr. i år og altså tættere midtpunktet.

"Vi har set en tendens til, at Lundbeck præciserer forventningerne i sine kvartalsregnskab, og det regner jeg egentlig med sker igen. For omsætningen bliver det i hvert fald i den øvre ende, og indtjeningen vil nok følge med op," siger Søren Løntoft Hansen.

Fokus på opkøb

Oppræcisering eller ej bliver regnskabet ifølge Michael Friis Jørgensen dog næppe nogen større kursdriver.

"Det skyldes, at casen er en anden: Nemlig hvor mange penge Lundbeck ender med at bruge på opkøb, og om man tror på den opkøbsstrategi eller ej," siger Alm. Brand-analytikeren med henvisning til Lundbecks strategiudmelding i februar.

Her annoncerede Lundbecks administrerende direktør, Deborah Dunsire, at opkøb af projekter og virksomheder udefra skal spille en større rolle end hidtil.

Første skridt tog Lundbeck i maj med købet af amerikanske Abide Therapeutics for knap 1,7 mia. kr. Med handlen fulgte en lægemiddelkandidat i fase 2a til behandling af Tourettes syndrom, som, hvis alt flasker sig, kan komme på markedet om omkring fem år.

Mere fra MedWatch

Job

Se flere jobs