Vis det fulde website

MedWatch

Genmab-makkeren Biontech vil hente 675 millioner kr. på børsen

Blot få måneder efter at tyske Biontech, som Genmab udvikler kræftmidler med, hentede 2,2 mia. kr. hos private fonde, vil selskabet nu skaffe yderligere 675 mio. kr. gennem en børsnotering i USA.

Ugur Sahin, adm. direktør i Biontech. | Foto: Biontech / PR

Det vælter ind med penge til det Mainz-baserede biotekselskab Biontech, som bedst er kendt herhjemme for at udvikle kræftmidler sammen med Genmab.

For bare to måneder siden hentede Biontech 2,2 mia. kr. hos en række private fonde, og nu vil selskabet score yderligere 675 mio. kr. ved at lade sig børsnotere i USA.

Det skriver branchemediet Endpoints, der har spottet en indberetning fra selskabet til det amerikanske børstilsyn.

Biontech er stiftet af de to tyske professorer Christoph Huber og Ugur Sahin fra Johannes Gutenberg-universitetet i Mainz, og sidstnævnte er fortsat adm. direktør i selskabet.

Selskabet arbejder på en lang række kræftmidler, hvoraf de fleste er baseret på mRNA. Det er en type genetisk materiale, der agerer som bageopskrifter for, hvordan kroppen skal lave proteiner, og som selskabet håber på at udnytte til at få kroppen til at producere proteiner, der kan bekæmpe kræft.

Biontech udvikler også to antistofbaserede behandlinger mod kræft sammen med Genmab, blandt andet midlet GEN1046 (også kendt under navnet BNT311 eller Duobody-PD-L1x4-1BB), som de to selskaber afprøver i et kombineret fase 1- og 2-studie.

Under samarbejdsaftalen deles Genmab og Biontech 50/50 om udgifterne og den eventuelle indtjening fra midlerne.

De mange penge, som Biontech allerede har høstet og håber på at anskaffe gennem børsnoteringen, skal bruges til at videreføre selskabets mange lægemiddelhåb.

Biontech har 19 forskellige midler i pipelinen inklusiv dem, som selskabet samarbejder med Genmab, Roche og en lang række andre medicinalfirmaer om.

Genmab og partner starter forsøg med fælles middel

RNA-lægemidler kan levere det næste kvantespring i biotekindustrien 

Mere fra MedWatch

Job

Se flere jobs