Vis det fulde website

MedWatch

FDA godkender Zealand-konkurrents behandling mod lavt blodsukker

Xeris Pharma har fået sin terapi mod særligt lavt blodsukker hos diabetespatienter godkendt af det amerikanske lægemiddelagentur.

Foto: Jens Dresling

Om mellem fire og seks uger forventer medicinalselskabet Xeris at have en fyldt kanyle mod lavt blodsukker på markedet i USA. Den plan har netop fået grønt lys, efter de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA har godkendt selskabets terapi med glukagon.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Terapien er målrettet diabetespatienter, der kan blive ramt af ekstremt lave niveauer i blodsukkeret og dermed få insulinchok, der kan give kognitive skader og være livsfarligt.

Xeris kalder terapien med glukagon for Gvoke, der både er udviklet som en fyldt kanyle med flydende glukagon samt et automatiseret indsprøjtningsapparat. Gvoke blev godkendt til behandling af diabetespatienter, der er over to år gamle, og Xeris siger, at firmaet vil prissætte behandlingen på niveau med andre glukagon-produkter.

Eksempelvis har Eli Lilly en ikke-indsprøjtende glukagon-terapi, Baqsimi, der blev godkendt i juli og som koster 280 dollar for en enkelt behandling.

Der findes 5,6 mio. patienter i USA med enten type 1- eller type 2-diabetes, og de burde alle have glukagon ved hånden ifølge Xeris.

"Næsten alle diabetikere vil ofte have lavt blodsukker, og de fleste vil et par gange om året have en voldsom episode, der skal reddes," siger Xeris’ adm. direktør Paul Edick.

Danske Zealand Pharmas kandidat Dasiglucagon Hypopal er en lignende injektionspen med glukagon. Danskerne er i fuld gang med et fase 3-program for den og forventer efterfølgende indlevering af en ansøgning til FDA.

Zealand opruster med centrale profiler i USA – forbereder første egenlanceringer 

Eli Lilly får godkendt næsespray som nødbehandling til diabetikere 

Godt nyt for Zealand? Eli Lillys glukagon-næsespray bliver forsinket i USA

Zealand får en rival mindre: Novo Nordisk stopper udvikling af nødpen 

Mere fra MedWatch

Job

Se flere jobs