Vis det fulde website

MedWatch

Pfizer køber lægemiddelkandidat for op mod 10,5 mia. kr.

Rettighederne til en lægemiddelkandidat mod kardiovaskulære og metaboliske sygdomme skifter hænder, efter at Pfizer er blevet enige med ophavsmændene om en handel. Midlet prøves netop nu i fase 2.

Akcea Therapeutics kan se frem til en stor, økonomisk indsprøjtning fra Pfizer, der i en kontant handel til 250 mia. dollars, ca 1,7 mia. kr., overtager de globale rettigheder til lægemiddelkandidaten AKCEA-ANGPTL3-LRx, der er et såkaldt antisense-lægemiddel mod kardiovaskulære og metaboliske sygdomme.

Udløses alle aftalte milepæle under det videre arbejde med lægemiddelkandidaten kan værdien af handlen potentielt overstige 1,55 mia. dollars, svarende til 10,5 mia. kr. Dertil kommer mulige royality-betalinger på stigende, tocifrede procenter af den globale omsætning fra lægemidlet, såfremt det når hele vejen til markedet.

Antisense-medicin er en slags immunterapi, der består af korte DNA-sekvenser, som kan hæmme gener i at danne sygdomsfremkaldende proteiner, og AKCEA-ANGPTL3-LRx undersøges netop nu i et fase 2-studie blandt patienter med type 2-diabetes, hypertriglyceridæmi og ikke-alkoholisk fedtleversygdom, også kaldet NAFLD.

Som en del af handlen påtager Pfizer sig at dække de videre omkostninger forbundet med udviklingen af midlet, mens Akcea har sikret sig option på at kunne deltage i salgsarbejdet på det amerikanske marked samt visse andre markeder på allerede aftalte vilkår.

Mere fra MedWatch

Job

Se flere jobs