Vis det fulde website

MedWatch

Ejerfamilie vil gøre medicinalvirksomhed global

Efter i årevis primært at have fokuseret på det europæiske marked er Pharmacosmos nu for alvor ved at gøre sin entre på det globale marked med en amerikansk lancering og en tilsvarende i Kina og Japan på trapperne.

Lars Christensen (t.v) og Tobias S. Christensen er henholdsvis anden og tredje generation af familien bag Pharmacosmos. | Foto: Pharmacosmos / PR

Der er sket ting og sager i Holbæk på det seneste.

Efter et flerårigt sats på en amerikansk godkendelse, er Pharmacosmos nu i gang med at gennemføre det sats, og starter for første gang et datterselskab uden for Europa.

Med andre ord er Pharmacosmos nu for alvor ved at forsøge at træde ind på den globale scene, og selskabet er markant anderledes end det, som adm. direktør Lars Christensen overtog fra sin far, Henry Christensen, i 1993.

"Det er en kæmpe milepæl for selskabet, at vores hovedprodukt Monoferric nu er blevet godkendt i USA, for det er noget, vi har kæmpet for i mange år, og er et stort skridt på vejen til drømmen om, at Pharmacosmos skal være en global, farmaceutisk virksomhed med en bred produktportefølje," siger Lars Christensen.

Monoferric er en intravenøs behandling mod jernmangel og har under navnet Monofer været på markedet i EU siden 2009.

Kina og Japan er under opsejling

USA er ikke det eneste sted, hvor Pharmacosmos laver nye sats, om end det godt nok ikke er i helt samme skala som det amerikanske initiativ.

Både i Japan og Kina har Pharmacosmos’ forskningsafdeling og medicinsk direktør Lars L. Thomsen allieret sig med partnere for at få Monofer godkendt.

"Vi har lavet kliniske studier i Kina sammen med vores kommercielle partner, og er i gang med studier i Japan. Så vi er godt i gang med at have genereret den regulatoriske pakke i de to regioner, og vi satser på at få det godkendt i begge markeder inden for de kommende år," fortæller Lars L. Thomsen.

Selskabet er dog stadig et forholdsvis lille et af slagsen, så lig mange biotekvirksomheder læner Pharmacosmos sig tungt op af kontraktudviklingsorganisationer. Og ifølge Lars L. Thomsen er det en af årsagerne til, at Pharmacosmos har været i stand til at kunne køre det omkring 3000 personer store kliniske program i USA, som har kostet virksomheden 100 mio. dollar.

"Brugen af kontraktforskere gør det muligt for os at op- og nedskalere efter behov, så kunsten er i høj grad at finde de rigtige personer, som kan drive projektudviklingen, og som har evnerne til at træffe de rigtige, strategiske og faglige valg undervejs," siger han.

Det betyder, at Pharmacosmos indtil videre har været i stand til at klare sig med en forsknings- og udviklingsenhed, der tæller mindre end ti personer.

Kigger på potentiale uden for anæmi

Selvom Pharmacosmos selvfølgelig tilskriver sit eget kommercialiseringsarbejde i Europa stor betydning for selskabet succes, så skyldes det i ifølge Pharmacosmos' direktør for medicinske spørgsmål, Claes Strøm, også en anden udvikling. Nemlig en bedre medicinsk forståelse for jerns vigtighed i kroppen.

"Hvis man går 10-15 år tilbage, tænkte man mest af alt bare, at jern var en byggesten for hæmaglobin, men nu er et det begyndt at vise sig, at også jernmangel uden anæmi er vigtigt at behandle på grund af jerns rolle som en co-faktor for en masse processer i kroppen. Så det har i høj grad også været med til at hjælpe til vores produkters udbredelse,” siger han.

I dag sælger Pharmacosmos midlet som en behandling for jernmangelanæmi på tværs af en lang række sygdomsområder fra kræft til efterfødselsblødninger, men under ledelse af medicinsk direktør Lars L. Thomsen er selskabet også begyndt at kigge i andre, mere specifikke retninger, når det kommer til at udbrede midlet. 

"Vi kører blandt andet studier inden for pædiatrisk anvendelse, til gravide og personer med inflammatorisk tarmsygdom, men noget af det mest spændende kliniske arbejde, vi er involveret i lige nu, er et studie i England, hvor Monofer bliver undersøgt som en behandling af jernmangel i patienter med kronisk hjertesvigt," siger Lars L. Thomsen og tilføjer:

"Vi ser frem til studiets resultater, fordi det er et outcome-studie, hvor der bliver målt på ting som mortalitet og niveauet af hospitalisering af patienterne."

Studiet i England er ikke Pharmacosmos' eget, men selskabet bidrager til det, og hvis det falder ud til Pharmacosmos' fordel, så kan betydningen af det næsten ikke overvurderes, mener Claes Strøm.

"Den slags store outcome-studier kan føre til en opdatering af behandlingsvejledningen for den her lidelse, og inden for kardiologi er der en meget stor compliance i forhold til de her retningslinjer. Så hvis der kommer sådan en anbefaling, vil det kunne fordoble brugen af iv-jern på de store markeder. Det ville være transformativt for os," siger han.

Styrer uden om opkøbsinteresse

Pharmacosmos har med andre ord hænderne fulde med Monofer, men ledelsen er begyndt at kigge nærmere på, hvad der kan være det næste fokusområde for virksomheden, når patenterne på Monofer begynder at udløbe i slutningen af dette årti.

For virksomheden er interesseret i at udvikle en bredere portefølje, som skal ruste selskabet i fremtiden.

Blandt andet vil selskabet være mere aktiv inden for indlicenseringer over de kommende år. Og selvom ledelsen ikke ønsker at sige for meget om, hvilke områder man kigger på, så er man åben for at kigge på både tidlige kandidater under udvikling og allerede kommercialiserede produkter.

Selskabet har også en række andre produkter under udvikling i sin egen portefølje, men der er ganske få, som Pharmacosmos' ledelse er parat til at fortælle om. Et af dem er faktisk uden for lægemiddelområdet, da det i stedet handler om cryopræservering af stamceller.

Kerneområdet vil dog, i hvert fald indtil videre, være inden for jernterapier.

Dermed ønsker Pharmacosmos altså trods den nye fremfærd i udlandet at holde fast i virksomhedens DNA, herunder også sin status som privatejet virksomhed. For selvom selskabet nu i højere grad skal gøre sig gældende overfor langt større virksomheder, er adm. direktør Lars Christensen opsat på, at selskabet kan stå distancen.

"Vi er ikke interesseret i at blive opkøbt, så det er slet ikke nogen samtaler, vi har. For så længe vi har råd til at forblive uafhængige, er det, hvad vi foretrækker," siger han.

Umiddelbart lader det da heller ikke til, at Pharmacosmos får problemer med at fortsætte den nuværende strategi, idet de mange års langsomme træk er begyndt at gøre selskabet til en mere respekteret størrelse og gøre det lettere at finde tungere partnere i udlandet.

Og hvis selskabet ellers lykkes i USA, regner Lars Christensen og co. også med at kunne tiltrække sig yderligere opmærksomhed, både herhjemme og i udlandet.

"For bare ti år siden, var der næsten ingen her til lands for ikke at tale om udlandet, som kendte til os, men kendskabet er lige så langsomt begyndt at blive bedre i takt med, at vi opnår mere. Og sådan skal det jo gerne fortsætte," siger direktøren.

Pharmacosmos slår markedsleder i nyt studie - konkurrent afviser konklusioner

Pharmacosmos spåede nedtur – tjente i stedet mere end 100 millioner kr.

Ny partner bringer lægemiddel fra Pharmacosmos til Malaysia 

Mere fra MedWatch

Job

Se flere jobs